Forløbet
Vi har mistet – hvad gør vi nu?
Efter et dødsfald er der mange praktiske opgaver og det kan virke overvældende og uoverskueligt.
Kontakt os derfor hurtigst muligt, så vi kan hjælpe med overblikket og holde styr på de praktiske opgaver for jer – fra start til slut.
Er afdøde død i eget hjem, skal I selv kontakte egen læge/lægevagt, så der kan blive skrevet en dødsattest. Hvis der er tvivl om, hvordan og hvorfor dødsfaldet er sket, skal politiet kontaktes. Hvis afdøde er på sygehus, hospice eller plejehjem, vil personalet sørge for, at dødsattesten bliver skrevet.
Ring døgnet rundt
Vi ringer dig også gerne op
Ring eller skriv til os – bedemanden svarer altid
Når jeg skal hjælpe dig, vil det oftest starte med en telefonisk eller digital kontakt, hvor du beder om min assistance. Her aftaler vi, hvor og hvornår vi skal mødes til en samtale.
Samtalen kan foregå i en af vores forretninger i en rolig ramme, men jeg kommer også gerne hjem til dig.
Der er mange ting, du skal tage stilling til ved samtalen og som du derefter, trygt kan overlade til mig.

Personlig samtale – bedemanden skriver ned
Ved samtalen snakker vi forløbet igennem og laver en aftale for hvad der skal ske.
Udover at give mig oplysninger om afdøde og jer, skal I bl.a. tage stilling til:
- Bisættelse (kisten kremeres) eller begravelse (kisten sænkes i jorden)
- Hvor og hvornår ønsker I bisættelsen / begravelsen
- Kiste (og urne)
- Tøj, smykker m.v.
- Når afdøde skal lægges i kiste
- Gravsted m.v.
- Blomster
- Annonce
- Gravsten
- Mindesamvær
- Andet – f.eks. specielle ønsker
Jeg skriver alle aftaler ned til jer, hvor også priser på det aftalte fremgår. Der kan være enkelte priser, som jeg ikke kan oplyse præcist (det kan f.eks. være ved specielle ønsker vedr. blomster m.v.) og vi kan efterfølgende aftale ændringer, der påvirker prisen.
Planlægningen – bedemanden holder styr på opgaverne
Efter vores samtale er jeg i gang med planlægningen. Jeg kontakter f.eks. præst, graver, sygehus, kordegn, blomsterhandler, stenhugger m.fl. Herefter giver jeg besked, når der er aftaler på plads og følger løbende op.
I skal måske tale med præsten og der kan være andre opgaver, som I selv ønsker at klare.
Afdøde skal lægges i kiste og køres i kapel. Det kan være fra eget hjem, plejehjem, hospice eller sygehus. Til samtalen har vi bl.a. aftalt, om I ønsker at se afdøde i kisten, om vi skal ”synge ud” efter gammel tradition, eller om der være andre ønsker.
Jeg tager mig af det administrative. Jeg anmelder bl.a. dødsfaldet til begravelsesmyndigheden og sørger for at ansøge om begravelseshjælp m.v. Alt sammen noget vi har talt om og aftalt ved samtalen.
Højtideligheden – bedemanden har overblikket
Den højtidelighed, som vi sammen har fundet rammerne for, skal nu holdes. Hvad enten det er en bisættelse eller begravelse fra en kirke eller et kapel, eller en borgerlig handling, vil det være kisten og afskeden med afdøde, der er i centrum.
I kirken/kapellet leder præsten jer igennem højtideligheden og der vil være tale, bøn og sange, som I sammen har valgt.
Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, kan man afholde en borgerlig handling. Dvs. at I selv står for hele ceremonien i f.eks. kapellet.
Vi hjælper med vejledning og forslag til en god ramme for en ceremoni. Vi aftaler forud, hvor meget bedemanden skal deltage og stå for.
Den allersidste afsked tages enten ved kisten i kirke/kapel, ved graven eller ved rustvognen.
Efter højtideligheden har I måske inviteret gæsterne til mindesamvær.
Lige meget hvilken højtidelighed det er, er I garanteret, at bedemanden er til stede, er behjælpelig, har overblik og kan være en ekstra støtte i den svære stund.
Hvad så nu? - Bedemanden runder af
Efter bisættelsen går der lidt tid, inden urnen er klar til nedsættelse. I afventer måske også en gravsten. Herefter er det tid til urnenedsættelse, som aftales med kirkegården el. lign.
I vil modtage en regning fra os, for den aftale, vi har indgået ved samtalen i starten af forløbet, evt. med de rettelser, som vi sammen har aftalt undervejs.
Der kan være begravelsesomkostninger, hvor I modtager regning direkte, som f.eks. fra restaurant, kirkegård. Der kan ligeledes være andre ting, I selv har betalt undervejs. Dette vil også være noget, vi har aftalt og skrevet ned til samtalen.
Efter forløbet, kan du også have spørgsmål som presser sig på. Det kan være vedr. henvendelse fra skifteretten, Udbetaling Danmark m.fl.
Du er altid velkommen til at kontakte os – så vi kan hjælpe dig på tlf. 5577 0020
Hvis du har brug for hjælp til kunne rumme sorgen, så kan du f.eks. prøve at kontakte Sorglinjen:
www.sorgcenter.dk